AKU-center Gnisten

Sansemotorik

Vi arbejder med sansemotorik som en integreret del af hverdagen. Sansestimuli er udviklende og stimulerer hjernen med viden om vores krop og omverden - og en god sansemotorisk udvikling påvirker trivsel og adfærd i hverdagen. Vi arbejder med de tre kropssanser:

  • Taktil sansen = følesansen (berøring-røre ved)
  • Labyrint sansen = vestibulærsansen (ligevægt balance)
  • Kinæstetisk sans stillingssans (muskeltonus). 

Vi tænker sansemotorik ind i dagligdagen ved at massere hænder, fødder og ryg, hvor det for nogle er en fast aktivitet og for andre, når der er mulighed for det - fx ved håndvask efter toiletbesøg.

Vi går ture og er opmærksomme på at gå på trapper og forskellige underlag - fx har det stor værdi at gå på bare tæer i sand, græs og vand (om sommeren).

Bruger i sansegynge sammen med personale
Vi anvender vores gynger, hængekøjer og forskellige gulvstole, som kan vippe frem og tilbage, eller hvor man kan ligge på maven henover. 

Mange sidder på kontorstole, hvor vi nemt kan give brugerne en snurretur.

Mange er glade for musik, og vi byder ofte op til en lille dans, gerne spontant, hvor vi motiverer til at snurre rundt, vrikke, løfte ben og arme.

Vi tager i svømmehallen, og flere af brugerne har lægeordineret fysiurgisk ridning en gang om ugen.