AKU-center Gnisten
21. juni 2021

Nyhedsbrev juni

Coronanyt

Fra starten af juni er vi alle samlet igen på Gnisten – både brugere og personale. Det er dejligt at se hinanden igen, og vi nærmer os en normal hverdag, hvor vi dog fortsat er mest muligt ude i sommervejret og holder afstand så godt som muligt.

Fra mandag den 14. juni skal vi ikke længere bruge mundbind/visir, så nu kan vi igen se hinandens smil og ansigter. Det betyder også at pårørende og andre samarbejdspartnere igen må komme ind på Gnisten.

Festligt nyt

Onsdag den 30. juni er der koncert med Keld og Hilda på Højagergaard for hele handicapområdet i Frederikssund. Der kommer snart en invitation med nærmere information om arrangementet.

På hele AKU-centeret har vi besluttet, at årets sommerfester gennemføres - dog bliver festerne afholdt uden pårørende, så det kun er brugere og personale, der deltager. Gnistens sommerfest rykkes til fredag den 3. september. De brugere, som har hjemmedag fredag, bliver selvfølgelig også inviteret. Når vi nærmer os, kommer der invitation med nærmere information.

Og så håber vi, at vi kan lukke dørene op for pårørende til julefesten.

Personalenyt

Søren Andersen fra Nordgruppen har valgt at gå på pension fra den 1. juli efter mere end 20 år på Gnisten. Søren har ydet en kæmpe indsats på Gnisten, og det har været en stor glæde og fagligt inspirerende at arbejde sammen med Søren. Vi ønsker Søren alt det bedste i pensionistlivet.

Vi har fået en ny studerende – Daman Singh – han er tilknyttet gruppe syd og skal være her til den 1. december. Velkommen til Daman.

Der er ansat en ny forstander til AKU-centeret – Karsten Bendix – som starter den 1. august. Karsten kommer fra en stilling som Forretningschef for uddannelse og ungeindsats på Hans Knudsens Instituttet, hvor Karsten har været ansat siden 2008. Karsten er oprindelig uddannet lærer i 1999, men har sidenhen en række efter- og lederuddannelser.

Rigtig god sommer

Med coronavacciner og et - foreløbigt - rigtig flot sommervejr går vi en dejlig sommerperiode i møde med rige muligheder for at nyde sin sommermånederne til fulde.

Rigtig god sommer til jer alle.